Velkommen indenfor

Jeg hedder Kenneth Brandborg og er autodidakt fotograf med base i Aalborg.

Af en eller anden grund, er der næsten altid mennesker på mine billeder. Mennesker i alle aldre. Mennesker i festlige lag og mennesker i forskellige sammenhænge. Fra det lille spædbarn til den gamle farmor. Fra konfirmation til bryllup. Fra det stemningsfyldte portræt til det opstillede reklamefoto.
Kort sagt, så betegnes jeg nok bedst som værende portrætfotograf.

For mig er den gode stemning og den gode relation nøglen til det gode portræt. Derfor er tid også en faktor for mig. Tid til at børnene bliver trygge i studiet eller den rette tid til stemningsbilledet.
Jeg holder rigtigt meget af at arbejde med lyset i portrættet. Så derfor arbejder jeg lige fra det naturlige lys omkring os til blandingen mellem naturligt lys og blitz og helt over til det studiestyrede lys.

Som fotograf til et bryllup er jeg vist lidt af en sniger. Jeg hører ihvertfald ofte fra brudepar, at de næsten ikke ligger mærke til, at jeg er der. Jeg prøver at dokumentere så meget jeg kan uden at forstyrre stemningen, fordi jeg gerne vil have de naturlige udtryk frem. Når de mere officielle bryllupsbilleder skal tages, bliver jeg ofte mere instruerende for at sikre, at jeg får de rigtige billeder.

Et sidste kig på kameraets indstillinger. Den sitrende forventningsfulde stemning, inden bruden kommer ind. Orglet begynder, døren åbner og ind kommer bruden. Til koncerten, i “graven” mellem scenen og publikum. Publikum står spændt og venter på deres idoler. Ørepropperne bliver sat i. De første toner lyder fra højttalerne og samtidigt kommer et højlydt jubel fra publikum.

Så er det nu det gælder. Der er kun denne en chance for at få de gode billeder. Alt fokus bliver rettet ind, og jeg er helt til stede nu. Det er hektisk og nervepirrende, men jeg elsker det!

For mig er det at fotografere også en konstant stræben efter det bedre billede. Hele tiden opdager jeg nye muligheder og nye tekniske udfordringer. Det ses også i mine billeder, der konstant udvikler sig i denne stræben. Men min erfaring giver mig ro i maven. Jeg ved, hvad der skal til, for at få det bedste frem i brudeparret eller det lille barn i studiet.

Jeg håber vores veje en dag krydser hinanden, og at jeg må forevige mødet med billeder til dig.

Venlig hilsen
Kenneth Brandborg